Den fattigste mand i Småland



De færreste ved i dag, hvad det vil sige ingenting at have, men historisk set er det ikke længe siden, at folk levede uden beskyttelse fra det sociale sikkerhedsnet, vi nu betragter som en selvfølge.


Tag nu fx Smålands-Karlsson. Alfred Karlsson, født 1863 i en lillebitte og lavloftet hytte med tørvetag, opført af hans oldefar på en lejet jordlod nær Hjortsberga i Småland.


Mor Kristina, der også selv var født i hytten, forsørgede sig selv og Alfred ved at fremstille hjemmekogte karameller og håndarbejde, som hun gik fra gård til gård og solgte. Og så levede de ellers af naturen. Der var et par blomme- og æbletræer omkring hytten. Og svampe og bær i sæsonen. Det var forbudt at søge føde uden for det lejede jordstykke.


Magthaverne, der tronede over dem, var godsforvalteren og statskirken, som årligt sendte en degn på uanmeldt husbesøg for at sikre sig at de kunne deres Katekismus.


De sværeste Katekismus-spørgsmål blev stillet når godsforvalteren manglede arbejdskraft. Sådan gik det til at Alfred allerede som 7-årig blev udkommanderet som gåsevogter hos en storbonde i nærheden af Stockhult. Heldigvis kom han hjem allerede året efter, da Kristina havde lært sin bibelhistorie udenad og dermed kunne verbalisere de centrale trosartikler, der tillod hende at beholde sig søn.


Matematiklæreren Sven-Erik Svantesson, der voksede op på et landbrug i Hinneryd, beskriver i sin bog ”Vivljunga och byarna i västra Hinneryd” Kristina som et ”godmodigt og vennesælt” menneske. Men hun må også have haft andre karakteregenskaber.


For hungersnøden, der ramte Småland i 1867, fik katastrofale følger. ”Storsvagåret” hedder det på svensk. Året med stor svaghed. Mange fattige måtte leve af bark-grød og afkog på lav. Godsforvalteren fik så den tanke, at han selv skulle bruge jordlodden, som Kristinas tørvehytte lå på. Han ville ikke engang give hende lov til at flytte hytten. Men i stedet for at bøje nakken - eller blot synke dybere ind i bibelstudierne - gik Kristina simpelthen de 500 km. til Stockholm til fods for at klage til kongen.


Kongen, der på det tidspunkt hed Oscar II, gav hende en forseglet skrivelse, der stadfæstede hendes ret til at flytte tørvehytten. Oscar gav hende også rejsepenge til en kærre hjem til Småland.


Men som Sven-Erik Svantesson beskriver det, foretrak Kristina at gå til fods hele vejen tilbage igen - for at spare på pengene. Med gode folks hjælp blev tørvehytten derefter flyttet til Vivljunga. Der står den i dag på en grund, der nu er ejet af Hjembygdsforeningen.


Det var herfra at Alfred som teenager drog afsted, med madpakke og bibel, for at arbejde som daglejer på landbrug i Skåne og på Sjælland, hvor jorden er federe og lettere at dyrke. Det var på Sjælland, at han fik kælenavnet: Smålands-Karlsson.


Som voksen arbejdede han på teglværker og senere i de omrejsende sjak af ”rallara”: Løstansatte, der sled sig halvt ihjel i det fysisk hårde og ofte livsfarlige arbejde med at anlægge jernbanelinjer hele vejen op gennem det svenske klippelandskab.


Måske var det det hårde arbejde med at løfte skinner og flække sten med håndkraft, der gjorde ham ”værkbruden før tid”, som Svantesson skriver.


Nedbrudt, vrissen og humpende vendte Smålands-Karlsson tilbage til tørvehytten og fik forefaldende arbejde som grøftegraver. Rygtet gik, at han vist nok havde en pistol.


Det afholdt dog ikke Svantesson fra at besøge ham: ”Der var vigtigt at træffe den legendariske mand, der havde haft en så legendarisk mor”, beretter han.


Og den legendariske mand var ikke uvenlig, da Svantesson kom forbi. Smålands-Karlsson sad udenfor hytten på en sten ved indgangen. Han havde svært ved at gå og brugte to kæppe til at rejse sig op. Hygiejnen virkede ikke til at være den bedste og Svantesson beskriver ham som ”en mærket mand”.



Den sidste vinter han levede, havde han svært ved at klare sig. En nabokone, Svea Bäckman, kom med vand og brænde til ham. Og tre søstre fra Hjortsberga – Elsa, Ingeborg og Greta – bragte ham de madvarer, han behøvede.


Smålands-Karlsson døde i 1944 i den selvsamme seng i den selvsamme hytte, som han var født i. Man kan fornemme hans liv, når man besøger hytten, der står urørt med det vævede sengetæppe, den gamle støvede bibel, støvlerne fra hans tid som jernbanearbejder og Kristinas kogekar til karameller.







Der er åbent mandag og torsdag og man kan få en nøgle af de venlige, permanentkrøllede damer i Skeensgårdens lille cafeteria. Deres lige så venlige mænd, i ternede skjorter og overalls, har tjæret hytten, lagt nyt tag på og malet vinduesrammerne hvide.



Svantesson, der skrev Smålands-Karlssons historie, er også død. Teksten i hans dødsannonce i Smålandsposten, juni 2019, opsummerer meget godt den særegne smålandske mentalitet:


När de gamla såren heta tära,

när din kind är vätt av ensamhetens gråt,

när att leva är att stenar bära

och din sång är sorg som vilsna tranors låt,

gå och drick en fläkt av höstens vindar,

se med mig mot bleka, blåa skyn!

Kom och stå med mig vid hagens grindar,

när de vilda gässen flyga över byn


Fattigdom i dag er anderledes. Der er ikke mangel på adgang til kalorier, men måske mangel på adgang til nærende kost. Der skal ikke krybes for degnen og godsforvalteren, men måske for kommunen og sagsbehandleren.


Og hjælpen er anderledes. Den er skattefinansieret og kommer, om end sporadisk og mekanisk, fra det offentlige. Og den kommer i stigende grad fra NGO’erne, der slår sig op på at ”kæmpe” mod fattigdom.


Fattigdomsbekæmpelse i NGO-regi er en kæmpe industri, hvor man kan deltage i konferencer på fornemme kursuscentre og rejse til netværksmøder i udlandet og tale dagen lang om strukturel ulighed.


Og så – når man forlader det eksklusive hotel, man har boet på, melder der sig en eftertanke: Jo længere, man har arbejdet med fattigdomsbekæmpelse, jo mindre sandsynligt bliver det, at man kender nogen, der er fattig.


Man glemmer måske, at det handler om virkelige liv, om virkelige skæbner, om virkelige mennesker.


I så fald kan et besøg i Smålands-Karlsson hytte, være en god påmindelse. Også en påmindelse om, at den direkte hjælp – dén fra hånd til hånd, fra det enkelte menneske til det enkelte menneske, fra søstrene i Hjortsberga til Alfred Karlsson i Vivljunga - måske er mere værdifuld end alverdens feel-good policy- og advocacypapers.