Når et hus holder op med at være et hjem

Når fornuften flytter ind, og fortiden flytter ud, står man pludselig med noget, der ikke kan pakkes i flyttekasser.

Min far flytter. Ikke langt væk, bare videre. Ud af det hus, hvor jeg voksede op. Ud af de rum, der formede mig. Der skal skæres ned, forberedes alderdom. Det er praktisk. Det giver mening.

Men noget bliver tilbage. Noget, vi ikke taler om, fordi det ikke kan pakkes i kasser eller mærkes med tusch og afleveres til genbrug.

Vi siger, at hjem er en følelse – ikke et sted. Og alligevel sukker vi, når døren lukkes bag os for sidste gang. Som om vi forlader nogen, ikke noget.

Huset var upraktisk. For stort. For gammelt. For meget. Det ved jeg godt. Men det var også stedet, hvor verden blev stille. Hvor forklaringer var unødvendige. Hvor jeg kunne trække mig tilbage, uden at det føltes som at give op.

Værelset med skråvæggen, hvor jeg opdagede, at man kan overleve ting ved at skrive. Hvor min veninde sagde, at lys lavendel var den farve, der klædte mig bedst. Hvor jeg lyttede til Radio Luxembourg med øret presset mod radioen. Hvor jeg læste billedbøger om paradisets have, hvor folk gik rundt i gule fløjlskåber. Hvor vinden susede i granerne, når jeg skulle falde i søvn.

Det ene bræt i køkkengulvet, der altid knirkede – selv efter de ternede vinylfliser kom på. Stuen, hvor vi spiste mærkelige retter som lunet sildepostej, mens blåmejserne og dompapperne spiste solsikkefrø på den anden side af ruden.

Mælkelugen, vi kravlede igennem – som små tyve i vores eget hjem – når vi havde glemt nøglen. Englen uden for altanen, som det kun var mig, der kunne se. Den taks, jeg betroede mig til, første gang jeg var forelsket.

Det er ikke nostalgi. Det er lag. Lag af mig selv, som ikke findes andre steder. Versioner, jeg ikke får adgang til igen. Ikke i den form.

Der findes et begreb for det: Place grief. Sorg over et sted. Men det er ikke helt dækkende. For det er ikke kun stedet. Det er det, stedet vidste om mig.

Man kan ikke tage fortiden med sig. Den bliver, hvor den var. Men noget bliver alligevel hængende – i kroppen og i det, man ikke siger højt.

Huset var mit. Ikke fordi jeg ejede det, men fordi det kendte mig.

Jeg ved godt, jeg forlader noget, der ikke kan genskabes. Jeg ved også godt, at det er, som det skal være. Alligevel bliver jeg stående lidt endnu, inden døren lukkes for sidste gang.

Illustrationerne er skabt i samarbejde med AI