Healing af Post-Pandemisk Trauma på Kap Verde



En tidlig mandag morgen i december hilser 14 vinterblege danskere på tropesolen i en strand pavillon på Kap Verde; Vestafrikas sjælfulde ørige i Atlanterhavet 500 km. ud for Senegals kyst.


Danskerne fokuserer på vejrtrækning, visualiserer deres åndedrætsorganer og prøver at tømme hovedet for tanker.

Jeg er en af dem. Men jeg har svært at koncentrere mig om yogaen, for de gamle fiskere synger længselsfulde sange til deres velnærede koner, som de lige har sagt farvel til ude på molen. Sproget er kreolsk, genren er Morna; anerkendt af UNESCO som ”immateriel kulturarv”. Måden at synge på minder lidt om den portugisiske Fado, men er lettere og mindre intens. Det er utroligt smukt.





Jeg er taget til Kap Verde for at deltage i en uges yoga-retreat kombineret med svømning i det turkisblå hav, fredelige vandreture i brændingen og middage med friskfangede skaldyr. Efter 18 måneder med nedlukning, karantæne og hjemmearbejde har jeg i den grad brug til at få bøjet, strækket og styrket min krop. Og for at få fred og ro i sindet. Og for at trække vejret dybt ned i maven..


I vores lille yoga-gruppe er der bl.a. en pensioneret folkeskolelærer, en udmattet chefsekretær, en psykolog, der gennemgår en smertefuld skilsmisse, en sygeplejerske, der er sygemeldt med stress og en bankfuldmægtig på en beundringsværdig selvudviklingsrejse.


Nogle har dyrket yoga i årevis. Andre, som jeg, er klodsede nybegyndere, men alle er velkomne. Annika, vores yogainstruktør, er konsekvent omhyggelig med at forelå versioner af de forskellige stillinger, så de passer til både de smidige og de stivbenede blandt os. To timer hver morgen og to timer hver aften.


Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO har Covid-19 pandemien påført millioner af mennesker Post-Pandemic Stress Disorder, en form for Corona-fremkaldt PTSD.


Efter år med restriktioner, uvished og vidtrækkende indgreb i den individuelle frihed, kan jeg godt nikke genkendende til følelser som hjælpeløshed og magtesløshed og en generel fornemmelse af, at ”det hele også bare kan være lige meget”.


Men efter det gamle 10CC mantra “We've got to get in to get out” og det nyere: “You Have to Feel it to Heal It”, har jeg besluttet mig for at gøre noget ved det.


Om aftenen spiser jeg sammen med yogagruppen på nogle af Santa Marias mange pastelfarvede strandrestauranter. Lune stjerneklare nætter med en nymåne, der vender ”omvendt”, som den altid gør i Afrika. Bugnende fade med velsmagende, om end bizart udseende skaldyr: Cracas, en slags krebsdyr, der bliver serveret i det klippestykke, de bor i. Og farvestrålende Percebes med samme konsistens som blæksprutte, men med en mere saltet smag. Og masser af frugtsmagende Vinho Verde.





Vi sludrer om livet, kærester, lockdown, kæledyr, børn, bøger, film og politik. Vi griner sammen og nyder glimtet i hinandens øjne. Det er længe siden, jeg har følt mig så godt tilpas i et hav af stemmer. Ugen går alt for hurtigt.


Trauma-heling eller ej? Det er ikke altid let at frigøre sig fra stress og forventningspres. Men at træde tilbage - hvad enten det er derhjemme med en meditations-app i lommen eller på et yoga-retreat i Afrika – er en chance for at nulstille sig selv og finde dyb, dyb hvile. Noget, som de fleste af os har gavn af.