Hvordan blev naturen til noget, vi skulle have lov til at bruge?

Mit debatindlæg om noget så enkelt - og vigtigt - som retten til at færdes frit. Tak til Kristeligt Dagblad for plads i spalterne.

Hvem ejer egentlig naturen?

Mens Kong Frederik ser naturen som noget fælles og uløseligt forbundet med mennesket, føler private fonde et behov for at markere ejerskab med plancher i vores fredede områder.

TI sin nytårstale sagde Kong Frederik:

"Naturens rigdomme er til låns. Ingen ejer himlen eller havet. Skovene eller dalene. Engene eller stjernerne."

I kongens optik er naturen ikke privat ejendom, men en fælles ressource, vi låner – ikke ejer. Alligevel mødes skolebørn på udflugt i fx den naturskønne Rudersdal kommune af en stor planche, der proklamerer, at området er "ejet" af en fond, der har ”åbent for besøg”. Planchen hænger centralt i det såkaldte "naturrum" i Vaserne – lige over bord og frokostbænke – og markerer samtidig de 20 andre naturområder, fonden "ejer" over hele landet.

På fondenes hjemmesider går sprogbruget igen: Store fredede naturområder omtales som "vores ejendom" og der tilbydes sponsorater, hvor virksomheder kan få deres logo placeret i naturen mod betaling.

At beskytte naturen er en nobel sag, men når fonde markerer territorium med private skilte og kommunikerer adgang som en tilladelse, skaber det afstand mellem mennesker og natur. Plancher med ejerskabserklæringer sender et signal om, at offentligheden er gæster på privat grund, hvilket skaber en kunstig adskillelse mellem naturen som noget, vi alle har del i, og noget privat. Magten forskydes fra fællesskabet til en privat aktør – også selvom fondenes intentioner er gode.

Kong Frederik siger: "Ingen ejer himlen eller havet. Skovene eller dalene."

Fondene siger: "Dette naturområde er vores ejendom."

Det er en markant modsætning.

Fonde ønsker at legitimere deres rolle som naturbeskyttere. De vil forhindre kommerciel udnyttelse og gør et vigtigt arbejde for biodiversitet. Men måden, det gøres på, har betydning. Hegn, skel og store plancher med ejerskabserklæringer risikerer at skabe modstand frem for forståelse.

Eksemplet fra Vaserne er ikke enestående. Flere steder i landet ser vi lignende skiltning, hvor private fonde fremhæver deres ejerskab af beskyttede naturområder. Det rejser spørgsmålet: Hvordan kommunikerer vi bedst, at naturen er en fælles ressource?

 Hvis fondene virkelig ønsker at bevare områderne for fællesskabet, burde deres kommunikation afspejle det – i stedet for at signalere ejerskab på en måde, der kan virke ekskluderende.

En mindre konfronterende tilgang til kommunikationen er derfor ønskværdig.

I stedet for "Dette område er vores ejendom" kunne de skrive i mere inkluderende og fællesskabsorienterede vendinger så som fx:

•          Naturens rigdomme er for os alle – vi forvalter den med omtanke.

•          Vi beskytter dette område til gavn for fællesskabet.

•          Naturen er vores fælles arv – vi passer på den sammen.

Det ville understrege forvaltning frem for ejerskab, fællesskab frem for eksklusivitet, og beskyttelse frem for begrænsning.

Hvis ingen ejer skovene, engene og dalene – hvorfor skal det så føles sådan?

Se indlægget i KD her