Formålet med at være her er: At være her.
Måske er det Børnene i Bulderby med Lisa, Britta Lasse, Bosse og Ole - illustreret af Ilon Wikland - der bor i et generationsfællesskab på Sydgården, Mellemgården og Nordgården med masser af kærlige sociale relationer..
Og så det at finde ud af, at Bulderby faktisk eksisterer. At det ikke ”bare” er en bog. At de store skove har masser af bittesmå samfund, der blot består af 3-4 gårde, hvor folk hjælper hinanden på kryds og tværs og tilsyneladende altid har et glimt i øjet.
Ellers måske er det Elsa Beskows fantastiske tegninger af solæbler, naturalfer, nisser, blåbærdrenge og tyttebærpiger, der både beskriver årstidernes skiften, men også peger på det sjælelige forhold mellem mennesket og naturen.
Og så at finde ud af, at dét også eksisterer i virkeligheden: I de dybe skove i Småland, i solstrejf mellem de høje graner, på den pudetykke, mørkegrønne mos, i tranernes skrig og i mosekonens bryg over de spejlblanke søer. Og ikke mindst i stilheden, hvor man i dagevis ikke hører andet end vindens susen i træerne.
De fleste udflugter og ferier har en form for et ”wow”-øjeblik, når man endelig er fremme. Men ikke Småland. At komme til Småland føles som et dybt lettelsens suk over endelig at være kommet hjem. Det har en emotionel betydning, der ikke kan forklares med ord.
Det lille hus i skovbrynet repræsenterer forældre, bedsteforældre, søstre og brødre, sønner og døtre, tanter og onkler, fætre og kusiner, venner og veninder, nye og gamle kærester og alt det midt imellem.
Det bærer minderne af tidligere ture med mennesker, som ikke længere lever blandt os. Det har en evne til både at berige relationer og give fred og tryghed på en og samme tid. Det har tråde til fortiden og trædestier til fremtiden.
Men tag ikke fejl af idyllen. Der er også en brutalitet i Småland. En nådesløshed i naturen. De mosgroede stengærder dybt inde i skoven minder om forgangne slægters mislykkede forsøg på drive landbrug her. De sultede. Der er ingen guldalder-maleri-æstetik over landskabet. Du har lov til at være her. Men det er på skovens præmisser. Og skoven tæller ikke sekunder og minutter. Mantraet om 8 timer arbejde, 8 timers søvn og 8 timer fritids er en inddeling, der passer til industrisamfundet. Det er en tidsopfattelse, der har forandret os som mennesker.
Vi har ingen respekt for hverken solen, månen, vinden, dyrene eller årstiderne, for i en verden, der består af minutter og timer, er naturens autoritet sat ud af kraft. At tilbringe dage og nætter i stilhed i de store skove er for en stund at opleve, at naturens organiske autoritet genindtræder på sin rette plads. Det er er magisk og overvældende følelse. Det er som en genfortryllelse; et middel til at vende tilbage til et mere oprindeligt engagement i verden.
I skoven er al tid, den samme tid. Man er på én gang barn, ung, voksen og gammel. Og formålet med at være her er, at være her.
コメント