Afslappet, tilbagelænet, autentisk og uden turistfælder .......
I Valencia er paella en livsfilosofi. Når man sidder med sine sønner om en stor stegepande, hvor den gyldne ris og de friske lokale råvarer koger over ildens glød i Jardin Del Turia, forstår man hvorfor.
Jardin Del Turia, der strækker sig 9 km. gennem byen, er Spaniens største park; anlagt i et udtørret flodleje som en lang grøn slange.
Franco – ikke en diktator, man havde lyst til at komme på tværs af – ville anlægge en motorvej i flodlejet, men Valencianerne fandt deres indre tyrefægtere frem og insisterede på en park i stedet for. Og sådan blev det. Parken er ikke anlagt for turister med ”sweet-spots” og kønne udsigter. Den er designet som have og uderum for de lokale, og præcis sådan bliver den brugt.
Valencia er uspoleret og u-turistet. Ingen pakkerejser, ingen fly direkte fra København, ingen betonklodser af hoteller langs kysten. Men strålende sol, høj blå himmel, blomstrende appelsintræer og brede gyldne strande: Det hele uden turistfælder og hovedpinefremkaldende souvenirkiosker. Så længe det varer.
コメント