Argentiera – en spøgelsesby på Sardinien



Romantisk, nostalgisk eller vemodigt og provokerende. De adjektiver, der typisk bruges til at beskrive forladte byer, antyder, at der er noget paradoksalt forførende ved rømmede samfund; især dem, der engang var fulde af liv og virketrang. Det handler om tid, natur, dødelighed og om afvikling af investeringer – og det er en helt konkret anskuelighedsundervisning i tidens og historiens gang.


Efter at have kørt timevis gennem Sardiniens sceniske landskab - Statsvej 291 og Provinsvej 18 mellem Alghero and Stintino - dukker Argentiera op i en smal, isoleret bugt ved kysten, indrammet af sølvgrå klipper.

Engang en blomstrende mineby med en tusind år gammel historie om fønikere, romerne og senere; italienske adelige og belgiske spekulanter, der alle havde samme motiv: At tjene hurtige penge på sølv og andre metaller.


I sin industrielle storhedstid, i begyndelsen af det 19. århundrede, havde Argentiera 6000 indbyggere, egen skole, hospital, kirke og biograf.


Men man gravede for langt og for dybt: Helt ned til 300 meter under havniveau. Satte profithensyn over sikkerhedshensyn. Grådighed over anstændighed. Sammenstyrtede skakter og kollapsede tunneler begravede minearbejdere levende.


Og i dag er her stille. Så stille, at vi knapt nok tør smække bildøren, da vi holder ind på det, der engang var byens torv med café og butik og som nu forvitrer i rust og smuldrende interiør, mens ukrudt og højt græs spirer overalt og affald blæser i vinden.


Argentiera, der er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i kategorien ”industriel arkæologi”, bruger nu sin status som spøgelsesby til at tiltrække besøgende.


Rapporter om spøgelsesobservationer finder ofte vej til de lokale medier, og byen anses i vid udstrækning for at være et af de mest hjemsøgte steder i Italien. Der tales om skygger og ånder og skrig fra dybet, som om sjælene fra de døde minearbejdere flakker rundt i tunnelerne. Det hverken så eller mærkede vi noget til. Men der er psykisk syge, fordrevne arbejdsløse og omflakkende hippier, der for kortere eller længere perioder søger husly i ruinerne.


Tilbage i Journalistforbundets lejlighed i Santa Teresa di Gallura åbner vi en flaske Vermentino, nyder udsigten over det krystalklare, turkisblå hav og kan ikke rigtigt ryste fornemmelsen af Argentiera af os. Som om spøgelsesbyen er endnu et tegn på kapitalismens vilkårlige fremdrift, hvis nogen har brug for et sådant.




Bedst med lyd på >



Men Sardinien er også en såkaldt Blue Zone; et geografisk område, hvor befolkningen lever sundere, gladere og længere end andre steder. Af alle 5 Blue Zones på kloden har Sardinien det største antal 100-årige. (De øvrige Blue Zones er: Okinawa, Loma Linda, Costa Rica og Ikaria).


Så hvorfor lever folk på Sardinien så længe? Hvis man spørger dem selv, siger de typisk:

En kost baseret på friske, hjemmedyrkede grønsager med kød og fisk som supplement. Gedemælk, der angiveligt beskytter mod Alzheimers. Et eller to glas lokal vin om dagen. (Den bedste er Vermentino, der passer perfekt til skaldyr). Gå (ikke løb) mindst 8 km. dagligt. Og ikke mindst: Respekt for de ældre. Vendinger som ”ældrebyrden” giver ingen mening i sardisk sammenhæng. Her er ældre en integreret og værdsat del af samfundet, de deltager i samtlige sociale aktiviteter og ses som kloge mentorer, hvis meninger om samfundsudvikling og livet som helhed er en uvurderlig rettesnor.


Også bedst med lyd på >