Da jeg blev romanfigur i Tyskland
Opdateret: for 2 dage siden
Om at møde sit yngre jeg i en fremmed mands roman - næsten 50 år senere.
Tidligere i år udkom der i Tyskland en roman, hvori en ung dansk kvinde spiller en ikke ubetydelig rolle. Hun blaffer gennem Østeuropa med rygsæk i sommeren 1978, møder en ung mand fra Østberlin, besøger ham flere gange bag Muren og nægtes siden indrejse i DDR. De ses en sidste gang i Rumænien, hvorefter hun glider ud af fortællingen.
I romanen hedder hun Stina. I virkeligheden er hun identisk med undertegnede.
Jeg fandt hende ved et tilfælde, da jeg for nylig stødte på Holger Schweitzbergers ”Blues hinter der Mauer – en coming-of-age-roman” fra det østlige Berlin, som forlaget beskriver den.
Midt i forlagsteksten stod pludselig konturerne af mit eget liv: backpackerturen, Berlin, journaliststudiet, visumafslaget, Rumænien.
Kunne det være et tilfældigt sammenfald - en anden dansk pige, en anden rejse? Min veninde Jette, som jeg rejste med dengang, optræder også i bogen; hun hedder nu Jytte. Det samme gør vores rejsekammerat Anders, der har fået navnet Magnus.
Navnene er ændret, men ruten, årstallene, journaliststudiet og visumafslaget er vores. Det er os.
Man tror måske, man ved, hvordan det ville føles at finde sig selv i en andens roman. Jeg kan efter bedste evne rapportere: Det gør man ikke.
Prag, 1978
I sommeren 1978 sad jeg på et bryggeri i Prag sammen med Holger og hans ven Andreas, som også er med i romanen. U Fleků har serveret den samme mørke lagerøl siden 1843 og har overlevet kejserrige, verdenskrige og flere politiske systemer, end nogen ved bordene gad tælle. Vi, der sad der den dag, havde til sammenligning overlevet en gymnasietid. Følelsen af udødelighed var ikke desto mindre betydelig.
En time senere var alting anderledes. Politiet rykkede ind og ryddede stedet – hurtigt og hårdhændet – og det var den dag, jeg for alvor forstod, hvor jeg befandt mig. De unge østtyskere, vi rejste sammen med, blev behandlet mærkbart hårdere end os danskere: Vores pas var en beskyttelse, deres en påmindelse om, hvor få rettigheder de havde.
Sådan var Østeuropa i 1978. To virkeligheder ved det samme bord.
Vi blaffede gennem Tjekkoslovakiet, Ungarn, Bulgarien og Rumænien den sommer, og i årene efter besøgte jeg flere gange Holger og Andreas i Berlin. Så begyndte jeg at læse journalistik, og DDR lukkede døren - ikke med et smæld, men med et afslag på visum. Journaliststuderende hørte ikke til de gæster, man lukkede ind. Vi sås en sidste gang i Rumænien. Siden mistede vi kontakten.
Vendepunktet Stina
At Holger husker mig, overrasker mig egentlig ikke. Jeg husker jo også ham. Derimod overrasker det mig, hvilken rolle, jeg har fået. Stina er et af romanens vendepunkter. Gennem hende får jeg øje på, hvad jeg tilsyneladende kom til at repræsentere for ham: en ung kvinde, der kunne rejse, krydse grænser, vælge en uddannelse og tage videre, når hun havde lyst.
For mig var det en selvfølge. For ham var det frihed.
Erindring er ikke et overvågningskamera
Holger gengiver dialoger, gadenavne, togafgange og vejret en tirsdag i 1978 med tilsyneladende fotografisk præcision. Som læser tænker jeg: Hvordan kan du huske det? Det kan han nok heller ikke - ikke det hele. Tiden, fantasien og fortællingens behov har sat deres spor. Jeg kender fremgangsmåden fra mit eget arbejde.
Det, jeg læser, er med andre ord ikke en overvågningsoptagelse fra 1978. Det er Holgers erindring om 1978. Og i den erindring er jeg i live på en måde, jeg selv havde glemt.
Bogen giver mig samtidig et sjældent indblik i, hvordan en østtysk arbejderfamilie i slutningen af 1970'erne betragtede en ung dansk kvinde, der rejste alene, ville være journalist og krydsede grænser, som var de kridtstreger. Set fra deres køkkenbord må jeg have virket eksotisk på grænsen til det uansvarlige.
Det er en sælsom erfaring at opdage, at man i et andet menneskes erindring har været mere farverig, modig og betydningsfuld, end man selv gik rundt og var klar over.
Forfatteren, der blev skrevet
Og så er der den ironi, som enhver redaktør ville have strøget i en roman for at være for tyk: Jeg har selv brugt en stor del af mit liv på at skabe romanfigurer. Det er, i ordets mest bogstavelige forstand, mit arbejde.
Nu er jeg selv blevet én. Rollerne er byttet om: Jeg, der plejer at føre pennen, sidder som 60+-årig forfatter og læser en roman, hvor mit yngre jeg optræder som frihedselskende dansk hippiepige, der ikke respekterede jerntæpper.
Der er en vis litterær retfærdighed i det. Eller noget 😉
Det rørende er ikke, at jeg er med
Men det mest bevægende ved bogen er ikke, at jeg er med.
Det er, at en mand næsten halvtreds år senere skriver sig tilbage til denne periode af sit liv - til familien, ungdommen og det menneske, han var ved at blive. Romanen kulminerer ikke med Murens fald eller historiens store overskrifter, men med faderens død og overgangen til voksenlivet. I sidste ende er det ikke en bog om Muren. Det er en bog om et liv, som Muren tilfældigvis gik igennem.
Der er ingen regning, der skal gøres op, ingen samtale, der mangler, ingen beslutning, der skal træffes. Der sidder blot en ældre mand et sted i Tyskland og skriver om sin ungdom.
Og i den ungdom fandtes jeg.
Spørgsmålet, der bliver hængende
Det spørgsmål, jeg har taget med mig fra læsningen, handler i virkeligheden hverken om Holger eller om mig. Det handler om, hvordan mennesker sætter aftryk i hinandens liv.
Hvem har du selv båret med dig gennem 40-50 år uden nogensinde at fortælle dem det?
Nogle gange opdager man det først 47 år senere. På tysk og under et andet navn.
Holger Schweitzberger: "Blues hinter der Mauer – Ein Coming-of-Age-Roman aus dem Osten Berlins". Findes bl.a. her.
