Guddommelige godbidder eller djævelens private delikatesser?

Mine første østers - og hvordan jeg (næsten) lærte at elske dem ..........


Få fødevarer fremkalder stærkere reaktioner end østers. For mange er de bløde og silkeagtige gudesnacks. For andre er de slimede klumper affald, som man - af hensyn til risikoen for akutte bakterieinfektioner - bør holde sig fra.


Jeg ved det, fordi jeg længe hørte til den sidste kategori. Bare tanken om det blævrende kød, den knudrede skal, den animalske råhed - ja, lad os være ærlige: Det faktum, at dyret er levende, når man spiser det – var nok til at få mit ansigt til at vrænge af væmmelse.

Giv mig en nykogt krabbe: Går an. En bunke dampende muslinger: Intet problem. En skål med rejer, kortvarigt grillet, med øjne og knurhår stadig intakte: Lækkert. Men levende østers: Nej tak.


Men nu sidder jeg på en restaurant i den lille fiskerlandsby Saintes-Maries-de-la-Mer i Camargue i det sydlige Frankrig sammen med en vaskeægte østers-connaisseur, den belgiske Bo Van de Woestijne, der forklarer at hele pointen ved at spise østers netop er, at spise dem levende.


”Intet skriger: Spis mig højere end levende østers. Der en slags instinktiv og urbiologisk vibration i ansigtet på folk, der spiser levende østers. Det er en primal oplevelse, der involverer alle sanser”, fortæller han uden at blinke.


Okay; fadet kommer på bordet, det dugger af is, de to-takkede gafler i dukkehusstørrelse er vædet i citron og selve dyrene skinner blegt og elfenbensagtigt i de sølvfarvede skaller.


Jeg ser på østers-connaisseuren, mens han med to rappe snit skærer kødet fra skallen og bruger den som ske til at hælde indholdet i halsen i én omgang. Jeg går lidt mere forsigtigt til værks, men ved med det samme, at dette næppe er mine sidste østers. I det mindste forstår jeg nu, hvad hypen går ud på. Fornemmelsen af hav og komplekse strukturer er mere end en smag, det er nærmere en sensation; som at blive kysset indvendigt. Det hjælper selvfølgelig, at kræene bliver skyllet ned med en fremragende iskold rosévin og at vi bagefter skyller efter med et par velvoksne glas Armagnac de Montal årgang 1968.